Release: 20. juni 2025
Patina serverer det bedste fra et dualistisk liv på nyt album ’Uvejr’
Når stormen raser, vinden når helt ind til knoglerne, regndråberne rammer som små slag på kinderne, og skyerne farver himlen helt sort, er der kun én ting at gøre. Eksistere i det. Være i det. Tage imod og vente på, at himlen på et tidspunkt igen bliver blå. Vi kan ikke kontrollere vejret. Det eneste, vi kan kontrollere, er den måde, vi reagerer.
Det er mantraet på Patinas nye album ’Uvejr’.
”Albummet er bygget op på en form for kaotisk proces, men med krystalklare momenter,” siger bandets ene forsanger Mads Skov Hansen med reference til albummets første single ’Krystalklart Kaos’.
For det har været kaotisk at være en del af Patina de sidste par år. Efter gennembrudshits som ’Flammer Rammer’ og ’Sådan Må Det Være (Uhhhh)’ fra 2020 har bandet haft enorm succes og vist, at de er et af de bedste og mest intense livebands i Danmark. Men der har været et skifte i energien i bandet, og derfor har ’Uvejr’ også været længe undervejs. Faktisk har bandet aldrig brugt længere tid på et album, end de har med ’Uvejr’.
”Vi har forsøgt ikke at stresse over musikken. Vi har været nødt til at sige, at der er noget andet, der også har skullet have plads. Livet skulle have plads,” fortsætter Søren Bastrup Bojsen, der er bandets anden forsanger.
’Uvejr’ handler om relationer. Det er kernehistorien bag albummet. Om det er venskab, kærlighed eller den relation, du har til dig selv. Bandet har søgt indad, og denne gang fokuserer de på det vigtigste: Kærlighed.
Kaos har på mange måder været et eksistensgrundlag for bandet. Bare se på opbygningen af bandet med tre frontfigurer, der alle skifter mellem at være forsanger, trommeslager og percussionist. Men ’Uvejr’ er meget mere end kaos. Albummet rummer en historie, som de tre mænd ikke før har kunnet sætte ord på. Det er en fortælling om, at man bliver nødt til at se sig selv i øjnene og acceptere sin tilstand, før man kan komme videre og få det liv, man drømmer om.
”Det handler om, hvorvidt du fokuserer på regndråberne på vinduet, eller om du fokuserer på det, du kan se i horisonten,” forklarer Søren Bastrup Bojsen, mens Gregers Møller Jensen, bandets tredje forsanger, tilføjer:
”Når uvejret rammer, er det noget med at vente på, at det bliver godt igen. Uvejret indkapsler dualiteterne, for man kan ikke kontrollere det, mens det står på, men himlen bliver altid blå igen.”
Der har nemlig været en anden bevidsthed, forklarer bandet. På albummet kaster de sig ud i frit fald med en tynd line og håber på, at den ikke knækker, når fortællinger om altoverskyggende kærlighed som på ’Honey Min’ eller uoprettelig tvivl som på ’Jeg Ved At Jeg Intet Ved’ nu bliver sendt på gaden.
Samtidig er ’Uvejr’ en historie fortalt i to kapitler. To kapitler, der står som en dualitet over for hinanden. Hvor den første del er kropslig og sanselig, er del to mere reflekterende og indadskuende.
”Livet er ikke et excel-ark. Det er ikke en film, hvor du kun er forelsket og glad. Denne her plade fortæller, at tvivlen også er der, selv om du er smaskforelsket. Det er selvmodsigende – præcis som livet er,” slår Gregers Møller Jensen fast.
Patina tager chancer på ’Uvejr’, og midt i chancerne har de tvivlet. På dem selv, på verden og på kunsten. Men kunsten kan ikke eksistere uden en lille frygt inderst i hjertekulen, og den frygt har de set i øjnene med samarbejdspartnerne Mads Dyrst, Thøger Dixgaard og Ronni Vindahl.
”Vi var aldrig kommet herhen, hvis vi ikke havde haft et samarbejde med andre. Vi er blevet presset til at skrive renere, klarere og komme helt ind til kernen. Det har været grænseoverskridende at skrive sange så direkte,” erkender Søren Bastrup Bojsen.
De har erkendt, at de ikke ved alt. At de ikke kan alt. Og at det bedste, de kan gøre, er at eksistere. Stå i regnen og arbejde med det, de har omkring sig i øjeblikket.
”Vi har udviklet os. Vi er stadig Patina, og energien er den samme, men vi står andre steder i livet, og vi har været i proces. Vi er stadig i proces, og det vil vi altid være. Det viser ‘Uvejr’;” afslutter Gregers Møller Jensen.
’Uvejr’ kommer forud for en koncert på Spot Festival, inden det syvpersoners store band drager på turné rundt i festivalsommeren, som blandt andet tager dem forbi Smukfest og Musik i Lejet.
Tracks:
Uvejr
Hr. Ingenting (feat. Peter A.G.)
Krystalklart Kaos
Honey Min
Syg Den Dag
Hold Ud Min Ven
Interlude
En Vandretur i Peru
Der Er Noget Jeg ikke Har Fået Sagt
Jeg Ved At Jeg Intet Ved
Jeg Er Din